Spring til indhold

Pressemeddelelse: Årsrapport 2019



Himmerlandskød leverer et solidt resultat i 2019

Midt i den særdeles alvorlige verdenssituation med lukkede markeder og vanskeligt omsættelige produkter grundet COVID-19 offentliggør Himmerlandskød et solidt resultat for regnskabsåret 2019 i det nyligt fremlagte årsregnskab. Resultatet før skat stiger fra 17,5 mio.kr. i 2018 til 30 mio.kr. i 2019, mens omsætningen stiger 40 mio.kr. i et marked præget af stor konkurrence. Bestyrelsen kalder resultatet meget tilfredsstillende, da det vidner om, at Himmerlandskød er eftertragtet hos leverandører såvel som forbrugere.

Konkurrencedygtige afregningspriser

En af de vigtigste drivkræfter for at kunne levere kød af høj kvalitet er et tæt og stærkt samarbejde med de lokale landmænd, som leverer slagtedyr til Himmerlandskød. ”Et godt samarbejde med vores landmænd ligger os stærkt på sinde. Derfor er vi også stolte over, at vi i 2019 har leveret en konkurrencedygtig afregningspris til vores leverandører i forhold til markedet generelt, mens vi samtidig har forbedret vores resultat betragteligt”, udtaler direktør Lars Andersen.

En fremgang drevet af flere faktorer

Fremgangen skyldes flere faktorer. Dels er det lykkedes Himmerlandskød at øge antallet af slagtedyr samtidig med, at man har holdt et konstant fokus på omkostningerne. I år 2019 har Himmerlandskød set og udnyttet de fulde synergieffekter ved fusionen af de fire virksomheder: Hjalmar Nielsen, Nordic Beef Hadsund, Kjellerup Eksportslagteri og Himmerlandskød, som blev gennemført i 2018. Derudover ses en øget margin via niche-eksportmarkeder, som dog fortsat er ret beskeden.

Nyt samarbejde med hudeforretningen Norilia

Lars Andersen nævner, at det forgangne år også bød på udfordringer, idet udviklingen i hudepriserne har været stærkt faldende. Den 1. april 2020 har Himmerlandskød indgået et nyt samarbejde med Norilia, som dog har fået en svær start, da de væsentligste hudemarkeder er lukket helt ned. På sigt er forventningen, at dette setup kan bibringe en højere værdi for Himmerlandskød og dermed for landmændene.

Forventningerne til 2020

COVID-19-krisen giver udfordringer i mange brancher, og hvor længe denne situation påvirker noteringen, tør Lars Andersen ikke spå om, men der er ingen tvivl om, at den også har ramt kreatursektoren hårdt. Lars Andersen opfordrer alle til at vælge dansk oksekød, når bøffen skal handles i supermarkedet eller hos den lokale slagter.

Link til Himmerlandskøds årsrapport 2019: Årsrapport 2019

For yderligere information kontakt: Adm. direktør/CEO Lars Andersen tlf. +45 23 84 92 33 · lra@himmerlandskoed.dk.