Himmerlandskød offentliggør efterbetaling for 2025 på Himmerlandskalv-konceptet og indfører nye tiltag fra 2026


Himmerlandskød forventer, at 2025 bliver et godt år, og det skyldes et stærkt samarbejde med leverandørerne. For at anerkende indsatsen udbetales 1,50 kr. pr. kg i efterbetaling for leverancer under Himmerlandskalv. Udbetalingen sker sidst i januar 2026.

Med efterbetalingen ønsker vi at anerkende den store indsats, der ligger bag kvaliteten i Himmerlandskalv-konceptet. Det tætte og tillidsfulde samarbejde med leverandørerne er helt afgørende for konceptets styrke,” siger Lars Andersen, adm. direktør hos Himmerlandskød.

Efterbetalingen kommer oven i en i forvejen konkurrencedygtig notering, som gennem størstedelen af året har ligget cirka 1 kr./kg over det øvrige marked – en position, der fortsat fastholdes. Denne prisforskel blev også fremhævet af SEGES i nyhedsbrevet DLBR Kalve & Slagtekalve #10 fra oktober 2025.

 

Nye tiltag fra januar 2026

Fra januar 2026 indføres desuden mængdetillæg på Himmerlandskalv-konceptet med følgende satser:

  • 0,25 kr./kg – 100-999 dyr
  • 0,50 kr./kg – 1000-1999 dyr
  • 0,75 kr./kg – 2000-2999 dyr
  • 1,00 kr./kg – 3000+ dyr

Dyr, der falder uden for Himmerlandskalv-konceptets kategorier, overgår fra januar til Himmerlandskøds basisnotering for kalve: Noteringer – Himmerlandskød

De eksisterende mængdetillæg for den øvrige notering fortsætter uændret og kan ses på Himmerlandskøds hjemmeside under: Leverandør – Himmerlandskød. De udbetales ligeledes sidst i januar.

Himmerlandskød ser frem til et nyt år med fortsat stærkt leverandørsamarbejde og høj kvalitet.

 

For yderligere information kontakt:

Adm. direktør Lars Andersen tlf. +45 23 84 92 33 · [email protected]